Skip to content

Essay Om Begrebet Tropic Thunder

Ironi i kunstarterne: Fra Kierkegaard til Frödin

Ironien lever i bedste velgående på teatret og film, men synes at være på retræte i kunsten.

Ironi i litteraturen Når luften bliver for tyk af selvhøjtidelighed, er der ikke noget så rensende som at »trække ud og styrte sig i ironiens hav«, skrev Søren Kierkegaard i sin bog om ’Begrebet ironi’ (1841).

Sådan prikkede han hul på romantikernes varmluftsballon.

Et generationsopgør, der har gentaget sig ned gennem litteraturhistorien. Klaus Rifbjergs og Villy Sørensens ironi var en befrielse oven på Thorkild Bjørnvigs, Martin A. Hansens og hele Heretica-generationens patos.



Af og til må man en tur i ironiens hav, dog – føjede Kierkegaard advarende til – »ikke for at blive deri, men for sund og glad og let atter at klæde sig på«. Man kan nemlig drukne i ironi og bruge den til at skjule, at man intet mener.

Læs også: Dramatiker: Ironien er blevet en adfærd der behersker os

Så kommer der en ny generation, der gør op med manglen på mening. Efter nordmændenes Kjærstad kommer der en Knausgård, efter de danske 90’eres ironiske minimalister kommer der uvægerlig en Yahya Hassan.
Ironi i kunst

For at ironi fungerer som kunstnerisk virkemiddel, skal kunstneren ville mere end bare more os.

Således peger Peter Lands video, hvor han danser rundt i bar røv og behørig brandert, og Peter Carlsens brug af figuren Villy (der har en slående lighed med Carlsen selv) på skyggesider af tilværelsen og samfundet.

Ikke mindre kritisk og ironisk var kunstneren Jakob S. Boeskovs fiktive våben, ’ID sniper Riffel’, som han præsenterede ved en våbenmesse i Kina. Men ironien synes at være på retræte i kunsten.

Ironi på teatret
Når Paprika Steen, Peter Frödin og Anders Berthelsen her i efteråret fejrede ’Elins fest’ på Bellevue Teatret med højt hår, trivisnask og kulørte sange, var det et rendyrket udtryk for, at ironien fortsat lever højt i teatret: den ubekymrede distance, sansen for det banale og kitschede samt det humoristiske tvist, der sikrer, at tingene ikke skal tages (alt for) alvorligt.

Ironien har solidt fodfæste i den danske teatertradition, hvor grinet har haft høj prioritet, siden Holberg skrev sine komedier i 1700-tallet.

Den særlige ironiske udformning slår igennem med 1980’ernes postmodernisme, hvor ’firserironi’ blev et begreb. Her var gruppen Dr. Dante banebrydende med deres dynamiske, spektakulære livsstilskomedier, hvor ironien blev en indbygget omverdensholdning.

LÆS ANMELDELSE

Læs også: Mor(d)skabsteater lugter lidt af overbrugt 90'er-ironi

I dag har ironien stadig så stærkt tag i teatrets folk, at udfordringen er at tøjle den.

Det lykkedes ikke i ’Onde ånder’ på Det Kgl., hvor Dostojevskij druknede i det ironiske distanceshow, mens en forestilling som ’Spørg de voksne’ på Republique fik ironien til at gå hånd i hånd med fornemmelsen for, at der også var alvor på spil. Ironi på film

Ironien er enden på komedien og begyndelsen på en anden slags humor. I filmen får ironien to markant forskellige udtryk. ’Airplane’ (’Højt at flyve’) bliver i 1980 et gennembrud for de rendyrkede genreparodier – de såkaldte spoofs.

’Stjernen’ Leslie Nielsen havde også hovedrollen i de tre ’Høj pistolføring’-film (1988-1994), og siden da har den ironiske genreparodi i forskellige gradbøjninger domineret især den amerikanske farce.

LÆS OGSÅ

Læs også: Anders Lund Madsen leverer dårlige nyheder

Parodier på sportsfilm (’Dodgeball’, ’Blades of Glory’), actionparodier (’Hot Fuzz’), krigsfilm (’Tropic Thunder’) og skræk og gys fik sine parodier som ’Shaun of the Dead’ og ’Scary Movie’, men de ’Scream’-gysere ’Scary Movie’ parodierede, rummede allerede stærkt selvironiske træk.

Selvironien er genreparodiens mere følsomme fætter. Fra Jim Jarmusch og Woody Allen går der en lige linje frem til den aktuelle ’Frances Ha’ og 1.000 andre film, hvor humoren er selvironisk og mere en stemning end en pointe.

  • http://politiken.dk/5484868

Redaktionen anbefaler:

Kroniken

Har ironien sluppet taget i os?

FOR ABONNENTER

Nyhed:

Designet i et ægte italiensk Premium skind, så hver eneste trådløse højttaler er unik i sit udseende.

Køb her

Tropic Thunder Essay

Stanton Murray

English 205

Professor Carlton

I am choosing to write this paper on the movie Tropic Thunder, directed by Ben Stiller, starring Jack Black, Brandon T. Jackson and Robert Downey Jr. This dark comedy may be one of the worst movies ever made but I am a guy and most guys are drawn to movies that are riddled with stupid humor. The first time I watched this movie I was completely entertained, and did not consider the deeper message behind its flawed characters. However, when considering the themes proposed by this assignment, I realized that this ridiculous movie did in fact have deeper, relevant meaning.

In summary, this picture takes place in Southeast Asia, where a cast and crew of successful Hollywood stars set out to make a movie about the Vietnam War. Unbeknown to the actors, the film's director, who was extremely unhappy with the movie's progress, plants the actors into and actual Vietnam war zone. The stars continue to act out their scenes completely unaware that they are in the mists of genuine drug lords and real gunfire. Upon assessment of the movie's characters, it becomes clear that the all three main actors are suffering from some type of identity crisis. Jack Black's character suffers from a severe drug addiction resulting from believing that he is appreciated solely for his acting abilities regardless his true self. Robert Downey Jr.'s identity crisis is manifested in his inability to value himself. His self-loathing motivates him to change his skin color from white to black, so that he can reinvent his persona. Self-identity, or rather a lack of, plays another crucial role in the movie's actor, Brandon T. Jackson, who portrays a character who struggles with the fact that he is a gay black man. He is a man depicted as a macho, rap artist who routinely seduces young women. In truth, Brandon's character is in love with a man named Lance and thus he hates himself for not living a genuine life. I chose the movie Tropic Thunder because it successfully and humorously interpreted the connection between a meager self-identity and its effects on addiction, self-loathing, and homosexuality.

Jack Black's character is a typical addict who finds refuge in tainted "jellybeans" that allow him to escape reality. In truth, Jack's character is a lot like that the many young people who today who find relief and refuge in being high. Initially Jack's character cannot function without his drug and fully believes he is at his best when doped up. But when he is suddenly forced into the jungle, deprived of his stash, he suffers from withdrawal and eventually kicks his addiction. Removing Hollywood fantasy from this scenario, this is what I imagine all addicts hope to experience when they attend rehab....

Loading: Checking Spelling

0%

Read more